Hvad jeg kan huske om Familien (Leif)

Min mor, Marie Yde Christensen, født d. 14. oktober 1903 i Støvring, datter af Martinus Yde og Karen Olsen, Støvring, altså mine bedsteforældre, gift med Sigvard Johannes Christensen, født i Funder d. 12.12.1895, lærer fra Silkeborg seminarium i 1916. Mors søskende var, Martha,(Marie), Agnes, Christen og Holger.

Martha blev gift med Kresten Madsen, og de boede på et lille husmandssted på 12 tdr. land, Rishøj ved Støvring. Agnes, gift med Martin Bach, havde en mindre gård i Øster Tørslev. Christen var landmand hjemme på gården i Støvring, gift med Signe, de overtog gården, Holger var bager, gift med Asta fra Kærby. De boede i Voldum og havde et bageriudsalg. Moster Agnes fortalte tit, at efter Martha og Marie burde hun som i Bibelen have fået navnet Lasarus (en joke), Christen var jo en variant af Christian, Kresten, Kristen osv. Holger var helt afgjort den i søskendeflokken, som mor var mest glad for. Bagning var jo en fælles interesse. og morbror Holger var desuden et dejligt menneske med gode interesser, og han var en god fodboldspiller på Nielstrups førstehold.
Min mor, som blev børnenes farmor var bestemt ikke interesseret i landbrug. Hun var som ung på Roskilde højskole, og havde fra den tid et par veninder på Randersegnen.
Hun var pige i huset hos dyrlægen i Harridslev, hvor længe vides ikke.
Farmor kom som husbestyrerinde i huset hos min far i Mellerup i 1924. De blev så gift i 1925.
Min storebror, Henning blev født d. 16. november 1925, og jeg blev født d. 15. januar 1927, altså kun 14 måneders forskel. Min søster, Karen Margrethe blev født d. 1. oktober 1932.
Farmor var meget dygtig til alt i huset, og vi mindes da navnlig bagning og madlavning. Lærerboligen var absolut uden gode sanitære forhold, men farmor evnede at holde ild i brændeovnen i kontoret, og hun var fabelagtig dygtig med arbejdet ved det gamle komfur, hvor hun via spjæld kunne regulere varmen. Jeg mindes de mange ringe, der kunne tages af og på, afhængig af størrelsen på gryder og pander. Bageovnen mestrede hun også, og der var altid varmt vand i beholderen bagest i komfuret. Ved vasken havde vi kun koldt vand, men vi kunne altid få varmt vand fra komfuret. Toiletforholdne var elendige. Et gammelt das i udhuset mellem hønsehuset og brændselsskuret, og der kom først toilet inde i huset i 1956, da man endelig fik et badeværelse installeret. Der var uhyggelig koldt derude i isvintrene i 1940-1941 Og 1942 (senere også i 1956, osv.).

Farmor var en god værtinde, når de havde kaffebesøgene om vinteren, og naturligvis også på alle andre måder. Det var byens folk, der kom på besøg. Mændene spillede whist, og damerne havde som regel håndarbejde med, som de kunne nørkle med i "den fine stue".
Far og mor havde også aftenskole. Far havde karlene til regning og dansk, og mor havde pigerne til håndarbejde. Så samledes alle inde i skolestuen, hvor far underholdt på forskellig vis, fx ved oplæsning, af og til hvad han selv kunne stykke sammen.
Da jeg var andenkarl hos Boldsens fra l.nov. 1942 var jeg med til at spille dilettant, Ja, jeg havde hovedrollen som Charleys tante i dette stykke, og det gik vældig godt. I et andet stykke havde jeg en rolle som en gårdejer med kone og tjenestekarl. Jeg var også med i aftenskolen hos far denne vinter til dansk og regning. Vi fik forskellige roller i teaterstykker, som vi så læste i 3. time.

Da jeg var 5 år var vi en sommer oppe hos bedstefar og bedstemor i Støvring, mens far var på bibliotekskursus, og mor var på håndarbejdskursus i København, og derved kvalificerede mor sig til at undervise i håndarbejde i skole og aftenskole, og hun var meget dygtig, både selv og til at undervise
Min mor, farmor, var et sødt og kærligt menneske, uden at være omfavnende, men vi mærkede altid hendes omsorg for os, og da børnebørnene kom, udvidedes hendes omsorg og kærlighed også til dem, og det er jo helt naturligt, sådan oplever vi det jo også.
Uden at vise det ved jeg, at mor var ulykkelig, da jeg blev sparket i stykker ved fodbold. Under det lange sygehusophold kom farmor hver onsdag cyklende ind til kl. 11. Onsdag var nemlig "fiskedag", og jeg kunne ikke lide de kogte fisk, så farmor lavede fx bøf m. løg, kartofler og brun sovs, som hun havde med i en skål med låg, og det nød jeg så i besøgstiden fra 11-12, og så sagde jeg "Nej tak" til den kogte fisk. Den første tid spiste jeg ikke ret meget p.gr.af smerter, så det var først et stykke tid henne i sygehusopholdet med den madudbringning.

Gennem hele livet havde mor et kærligt forhold til mig, og Karen har fortalt, at hun og farmor af og til snakkede om, at jeg aldrig havde klaget mig, så jeg tror nok, at farmor havde et særlig kærligt øje til mig.
I barndom og ungdom betød det vist også en del, at det var mig, der lignede min bedstefar , Martinus Yde en del. Vi havde samme lyse sind (det snakkede farmor af og til om) og vi var begge af den muntre type, og så var det jo også mig, der var andenkarl hos bedstefar og bedstemor. Det er ikke noget, farmor har snakket om , men Karen har jo fortalt en del .- Farmor spurgte altid til jer, og hun ville gerne høre om, hvordan I havde det, og hvad I var i gang med.
I 1966 da du som 4-årig, Birgitte, gik en tur over markerne, uden at nogen vidste noget om det, var farmor skrækslagen, indtil vi fandt ud af, at du bare var gået en tur, vist nok ned mod byen.
Min far var stolt og glad for sine drenge, og senere har jeg da også hørt bemærkningen :"denens kiele knejt !" . Det var da jeg kom til at spille fodbold og blev 100% en af deres egne. Far var naturligvis optaget af vores skolegang. Da vi gik hos ham de første 5 år, kunne han jo registrere det selv, og jeg husker da også, at han var imponeret over, at jeg som 9-årig var igennem regnebøgerne til og med 7. klasse, og jeg var lige så stor læsehest, som du Birgitte. De aftener far havde biblioteket, var jeg med derinde og var en slags biblioteksmedhjælper. Jeg havde selv læst Morten Korch, Sigurd Elkjær .m.fl. så jeg blev tit sat til at finde "en gue bog", som man udtrykte det. Far var med mig , hver gang jeg som anfører for drengeholdet var ude for at spille en fodboldkamp, og han var da stolt, når andre råbte:"Lad Leif skyde det straffespark!"

Far var jo meget glad for at bade og svømme. Om vinteren kørte han gerne en tur til Århus svømmehal med os. Jeg husker da jeg som dreng kravlede op på 5,5 m vippen og kiggede ned ! UHA , der var langt ned ! Men jeg ville altså ikke kravle ned igen, så jeg sprang ud ! Det var den eneste gang fra 5,5 m, men 3 m vippen var jeg glad for, også i Silkeborg, da jeg tog alt af og kravlede op og sprang på hovedet ud. Da far hørte om det, fik jeg en formaning, men jeg kunne nu godt se , at han var stolt af det inderst inde.

Far var et geni til regning og matematik. På seminariet havde han været oppe i : "Uendelig og ubekendt" i matematiik - et emne , som man frygtede , men far fik ug , og det var han stolt af.

Far var god til at tjene penge ind til hjemmet. Selvfølgelig var lærerjobbet hovedindtjeningen, men han var jo også kirkesanger , regnskabsfører for brugsforeningen og referent til de 4 aviser i Randers. Henning og jeg bragte så hans indlæg ud til dem alle fire om morgenen, på den måde, at vi tog to hver, inden vi skulle i skole. Haven indbragte faktisk også noget. Far havde en aftale med en gartner, og det var især kirsebær fra de 30 kirsebærtræer, der gav noget. Jeg tjente noget ved at plukke, især dem der sad højest oppe !

Der er lidt mere BLÆR, når jeg skal fortælle om mig og gymnastik. Det viste sig ret hurtigt, at jeg kunne være med i toppen. På Hobrovejens skole havde vi jo gymnastik om vinteren, i en rigtig gymnastiksal. Op til karakterbøgerne skulle vi så vise gymnastiklæreren. hvad vi kunne. Så fik vi point, og hver gang havde jeg maksimumpoint og fik ug i karakterbogen. I Mellerup havde vi gymnastik i forsamlingshuset. og det gik derud af: Hovedspring, kraftspring, flyvspring og flick-flack, og en af gårdmændene sagde til far ved en gymnastikopvisning: "Han kan jo det hele, han skal da på Ollerup gymnastikhøjskole!". Far fortalte det til mig bagefter med en vis stolthed. På seminariet gik jeg med til gymnastik og gik til gymnastikeksamen, hvor jeg gentog alle springene, nok ikke så godt, som da jeg var dreng, men drengene fra øvelsesskolen kom og sagde, at de skulle gøre alt, hvad de kunne, når jeg skulle have dem i kommando, og det var jeg da meget glad for. I øvrigt fik jeg mg i gymnastikeksamen.

Henning ville jo gerne have været mekaniker, og jeg ville gerne have læst til læge, men far sagde, at vi jo var gode til det der med børn, og så var der ikke mere snak om den sag. Man fik jo ikke lov til at bestemme ret meget selv dengang. NÅ, det er jo da også gået godt nok.

Min bedstefar i Støvring var en gemytlig mand. Om lørdagen var han meget tit i Randers, og han har nydt at besøge Per Smeds hotel og fået et par snapse der, inden han skulle med rutebilen hjem. Så kunne han godt være lidt højrøstet. og det var ikke fars kop te, når han var med i samme bil.
Da jeg tjente hos dem i 1942 skulle jeg plukke kirsebær, og min bedstefar sagde så :"Du skal fløjte, knægt!" :: Så spiste jeg jo ikke kirsebærrene ! . Jeg fik en enkelt gang et ordentligt møgfald. Vi havde været nede i engene, og jeg skulle så hente hestene. Jeg sprang naturligvis op på en af dem, og så gik det i galop over til hestevognen. MEN der blev jeg modtaget med ordene :"Er du da rigtig klog, knægt, sæt hestene fik et ben i et mosehul og brækkede benet"! Det havde jeg ikke tænkt på. Når vi havde været til bal i forsamlingshuset blev jeg altid spurgt om, hvorvidt jeg nu også havde danset med den eller den ? Engang til et bal havde jeg væddet med de andre om , om jeg turde danse en dans med Tora, en lidt ældre pige, der måske ikke havde opfundet de dybe tallerkener. De satte en tokrone på højkant, det svarede til indgangsbilletten, og jeg dansede med Tora til megen moro for dem alle. Lidt skæg skal der jo til !! Bedstefar morede sig. Han var jo sognefoged, og en enkelt gang blev han kaldt over til et bal, hvor nogle karle var oppe at slås. Han kunne godt tale med store bogstaver, og der stod respekt om ham. Da han holdt op fik han ridderkorset for det man kalder "god og tro tjeneste".

Bedstefar var en efternøler af en stor børneflok. Jeg kender kun en storebror, Peder, der var gift med Ellen, født Glud (Glud og Marstrand). Denne Peder var meget slagfærdig, og han var ikke sen til at udlove en tokrone for et eller andet. Peder var salgschef hos Glud og Marstrand, ærke københavner, men stor og gemytlig, så man skulle være vågen, når der blev spurgt.

Min bedstemor, Karen Olsen, var den mere rolige type, velorienteret, så far ringede ofte og spurgte om et eller andet lokalt (til aviserne). Hun roste mig meget og sagde, at jeg var god til at malke. Vi fik jo af og til stegt flæsk, og det smagte mig godt, og dengang kunne man jo spise mange stykker. Appetitten var stor dengang. Jeg erindrer at jeg engang spiste 25 æbleskiver, men de var mig vel undt, som hun sagde. Bare det ikke er en erindringsforskydning. Jeg fik et enkelt møgfald af hende, fordi jeg var kommet for sent hjem fra et bal, og Christen,det drog, havde låst fordøren , så jeg måtte banke på. Vi var nogle stykker, der havde stået og snakket sammen en halv times tid efter dansen. Derfor ! ! Hun truede mig endda med, at det skulle jeg ikke gentage, for så ville hun snakke med min mor. NÅ, men vi havde det nu godt sammen.

Mine bedsteforældre i Funder, altså fars forældre: .Min bedstemor i Funder, Ane Margrethe Kirstine Sørensen, døde da jeg var 5 år gammel. Vi besøgte dem, og jeg husker far sad hos hende ,da hun lå for døden i et værelse op til opholdsstuen. Min far græd og sagde til mor, at hun skulle tage os med ud. Jeg ved fra far, at min farmor var en belæst person. Det var hende, der var åndspersonen i Funder. Hun læste mange bøger, og det var nok hende, der fulgte med i fars studium til lærer i Silkeborg. Hun var jo 3 år ældre end min farfar, Anders Kristian, der var smed og brøndborer. Det var hende der bestemte ! ! !
Når vi var i Funder havde vi fri adgang til smedien med alle dens redskaber. Da min farmor døde i 1932, 68 år gammel, havde min farfar skiftende husbestyrerinder, indtil han i 1936 flyttede til Mellerup og fik loftsværelset i gavlen ud til legepladsen. Her var der nemlig en kakkelovn, som mor fyrede op i, sådan at han kunne opholde sig der, også om vinteren.
Når vi kom hjem fra skolen i Randers var hans stående replik : "NÅ, hvordan er så temperaturen i dag ?" Det kunne somme tider være irriterende at få den samme replik hver dag. Farfar ordnede meget i haven, altså lugede ukrudtet op. Men det var jo da farmor, der havde alt bøvlet i det daglige, med en svigerfar boende, men aldrig et ondt ord.
I en sommerferie kørte vi en tur til Sønderjylland. Karen var anbragt i Støvring. Som den yngste måtte jeg sidde i midten på bagsædet, Henning på min venstre side, og farfar på min højre side. Fra den tur husker jeg bedst Brødre- og Søstremenigheden i Løgumkloster, samt honningkagerne, som jeg ikke syntes ret godt om. Skanserne ved Dybbøl interesserede os alle, også farfar, og han travede med så godt han kunne, trods det dårlige ben han havde fået, engang han faldt ned i en brønd, han var ved at udgrave. Han gik ofte over vejen til Søren Vangsøe for at spille 66. Han tabte de fleste gange. Jeg var med af og til, og så spillede vi en 3-mands-66, med trommer og pi-ver.

Aprospos kortspil: far var en glimrende kortspiller, og det er da også ham, der lærte mig at spille Thombre.
NÅ, farfar døde i 1940, og jeg husker han lå i kisten i "den fine stue". Han blev naturligvis kørt til Funder og begravet der ved siden af Ane Margrethe.
Far var jo enebarn, men mor havde 4 søskende: Martha var rundt regnet 11/2 år ældre end farmor. Hun har vist været en livlig pige, og uheldet var ude, dvs. hun blev gravid med Kræn Madsen, som bestemt ikke var noget særligt. De havde små kår, og moster Martha gik meget tit ind til gården, hvor hun gik derfra med brød, æg osv. Hjemmet på Rishøj var fattigt, men Martha var et muntert gemyt, altid i godt humør. Jeg mindes stadig petroleumslampen over spisebordet, som hun tændte, når vi i mørkningstimen spillede et eller andet med fætrene og kusinerne. Oprindeligt var der 6, nu er der kun de to yngste kusiner tilbage.

Mor var jo så nr. 2. Agnes blev nr. 3, vist nok 5 år efter mor. Hun blev gift med Martin Bach fra Vester Vælling, og de havde en lille gård i Øster Tørslev, og her var vi flere gange på ferie. Martin var hyggelig og munter, så han og moster Agnes var værd at besøge. For at supplere indtægten havde de mejerister på kost. Mejeriet lå næsten lige over for deres gård, som lå lige ned til bækken, ja faktisk Tørring Å. Det var herligt at fiske og lege med skibe her. Martin havde også en sofacykel, og vi morede os gevaldigt med at køre på sådan en. En sommerferie, mens vi var der, skulle der køres korn ind med fjordhestene. Jeg kom for tæt på Peter, den ene af dem, og den nappede mig i bagdelen til stor fornøjelse for de øvrige. Agnes døde tidligt, og Martin oplevede da at træffe Lars og Dorthe hos farmor, og han var ganske fornøjet med at træffe Dorthe, som var næsten fra samme egn som ham selv.
Christen, kaldet Kræn Yde, var nr. 4 i søskendeflokken. Han var og blev landmand og arbejdede som karl hjemme på gården i Støvring. Man delte værelse med ham. og dengang kunne jeg nemt sove fra snorken. Han var tit med far til fodbold i Randers, når Randers Freja spillede kamp om søndagen. Han gik så ud til Højvang og stod på der. Far syntes, han var nærig. Han kunne da byde far en lækerol, men heller ikke mere. Han var såmænd flink nok , men ud over landbruget var der ikke noget. Han var meget forelsket i skovfoged Jensens datter, Gerda, men hun var ikke interesseret. Signe gjorde derimod alt for at få ham i nettet, og det lykkedes da også, da han var kommet op i fyrrerne.

Ved disse fodboldkampe i Randers kunne far hidse sig vældig op over dommerens kendelser, når de gik Randers Freja imod. Jeg har selv stået ved siden af ham og hørt ham råbe :"Ud med dommeren !"

Holger blev uddannet som bager. Han var beleven, og han og mor kunne vældig godt med hinanden, Holger blev jo gift med smedens datter fra Kærby, Asta. Vi var alle fire fra Mellerup cyklende til bryllup en søndag i krigstiden. Holger og Asta havde et bagerudsalg i Voldum. Han var god til fodbold og spillede på Nielstrups førstehold. Holger, Asta, Bodil og Søren besøgte os i Højslev, da Søren var meget interesseret i en swimmingpool, men det blev vist ikke til noget. Holger røg som en skorsten, og han døde da også alt for tidligt af lungekræft. Så vil jeg ikke fortælle mere om familien , MEN DOG ? ?


Via arbejdet med at kigge i kirkebøger fandt jeg min farfars forældre: Min farfar var søn af Gdr. Jens Christensen Hesel og Dorthea Mikkelsen Frank. De er født ca. 1834.
Frankslægten havde gård i Stenholt, og Johan Michael Michaelsen, f. i 1794 i Grønhøj, var søn af kartoffeltyskeren Michael Frank og hustru Catharina Barbara Diirr,

Herom har jeg meget mere i et bilag.
Min farmors forældre, altså mine oldeforældre, var Søren Johannesen og Ane Marie Jensen Abildskov, Funder Nørhede (Oldemor f. 20.1.1838, konfirmeret i 1852) og mine tipoldeforældre var gdr. Peter Jensen Abildskov og Ane Margrethe Hendriksdatter, Funder by.