Kongensbro

Forord:

Den 12 December 1283 blev en ung adelsmand (en slægtning til Hertug Erik af Sønderjylland) stukket ned og dræbt, af ukendte gerningsmænd.
Det kom senere Marsk Stig for ører, at gerningsmanden var en ung Hirdsmand ved navn Knud Ort, men sagen blev af uforklarlige grunde dysset ned
- der blev lagt låg på..

---------------- ::::::::::::::::::::::::---------------


Køretøjet var en firehjulet kassevogn, trækmidlet var et gammel øg, manden på bukken var en knøs på 22 år, tiden var det herrens år 1284 (i den sidste del af Erik Klippings regeringstid og to år før mordet i Finnerup Lade), og stedet var vejen syd for den lille uanseelige samling huse der udgjorde det daværende Randers, han havde retning mod den spinkle træbro der førte over Gudenåen.

Den unge mand var smedesøn fra Ribe, og havde netop afsluttet 4 års tjeneste i Kong Eriks hird, og i lommen havde han sin skudsmålsbog, med fine betænkninger fra selveste Marsk Stig, og med en bemærkning om, at han hævdede ret til at nedsætte sig som smed "overalt hvor ledig sted fandtes".
Men selv om Danmark på det tidspunkt var yderst tyndt befolket, så kunne man ikke bare slå sig ned hvor som helst, idet alt jord og fast ejendom tilhørte adel, kirke eller herremænd, så man måtte bukke og spørge pænt.

Knøsen hed Knud Ort.

Den følgende dag finder vi Knud Ort på vejen gennem landsbyen Bjellerup, på vej til herregården Sørup der lå længere mod nordøst, mellem Lem og det nuværende Dronningborg, og hvis tilliggender omfattede Borup, Lem, Gimming, Torup, Bjellerup, Stigstrup, og det nuværende Dronningborg helt til Østrup, samt nordpå så langt øjet rakte, og så var det endda kun en lille del af det jordegods som Adelsslægten Abildgaard ejede.

Knud Ort nåede til Sørup ved middagstid, og blev sin ringe stand til trods, modtaget som en hædersmand, af den navnkundige Adelsmand Niels Lauritsen. Grunden til at han blev så vel modtaget, var den enkle, at han kunne overbringe en hilsen og et brev fra selveste Marsk Stig. I brevet stod der bl.a. "Knud Ort er det betimelige emne, som vi tidligere haver disputeret."
Niels Lauritsen Abildgaard, blev senere - under Kong Erik Menved - Ridder og Landsdommer i Jylland, indtil han sluttede sig til den oprørske adel og i 1319 blev "dømt fra Liv og Gods". - men det er en helt anden historie.
Allerede den følgende dag finder vi Knud Ort i fuld gang med at bygge hus til smedje og beboelse ved bredden af den dengang vandfyldte Sørup å (Rismøllebækken) neden for Torup, d.v.s. omtrent der hvor Dronningborg Boulevard løber ud i Udbyhøjvej.
Til at hjælpe smeden, havde Niels Lauritsen udkommanderet 4 fæstebønder fra Bjellerup, og sendt andre ud i Søruplund efter tømmer.

Hvis der på det tidspunkt havde været noget der hed opsøgende journalistik, ville man sikkert have undret sig over, hvorfor en stor herremand af højadelen, gjorde så stort et nummer ud af at hjælpe en sølle smed med at starte egen forretning, men dengang var det klogest kun at tale om den slags ting, allerinderst i alkoven.

På den tid var der en meget simpel træbro over Sørup å, omtrent parallelt med Udbyhøjvej, men med den begrundelse at han ville forbedre trafikforholdene, begyndte Smeden at bygge en flot og solid træbro, selvfølgelig med gratis tømmer fra Søruplund.
Smedens bro var så imponerende og solid, at den fremstod som et helt monument.
På spørgsmålet om, hvorfor det var nødvendig at bygge så flot en bro svarede Knud Ort: "Det er for det tilfældes skyld, at Kongen skulle komme forbi".
Siden blev den aldrig kaldt andet end Kongensbro.

Der var bare en lille ulempe ved den nye bro: Tværplankerne i kørebanen flugtede ikke med hinanden, så når en af bønderne kørte over, skete det tit og ofte, at et eller flere af hjulene brød sammen - men så var det jo så heldigt at der var en smed lige ved hånden.
! Han må have haft en veludviklet forretningssans, den kære smed.

Men da Knud Ort begyndte at bygge en vindmølle lige ved siden af åen, begyndte folk i omegnen at tvivle en smugle på smedens sunde fornuft, for hvem kunne finde på at bygge en vindmølle "nedenfor" en høj bakkekam, og så ved siden af en å med et stærkt vandgennemløb, hvor en vandmølle ville kunne give en meget mere stabil drivkraft. Man skal tænke på at en af grunden til af åen på den tid havde en betydelig størrelse, var at den fik en stor del af sin vandtilførsel fra en stor sø der lå i lavningen i Lem bakker.

Men møllen blev bygget og den var om end mere imponerende end broen. Spøgefugle sagde at smeden havde indgået en aftale med præsten ved Torup kirke (der lå oppe på bakken) om at levere kister til dem der skulle begraves på kirkegården. Grunden var at når møllevingerne drejede for vestenvinden, susede de hen over broen, ikke mere end nogle få tommer over rækværket. (Højteknologi i Dronningborg)
Nå, men smeden klarede sig tilsyneladende godt uden det store udbytte (det går altid bedre når man kender en herremand)

Året efter at broen stod færdig - i foråret 1286 - fik Knud Ort ret i sin spådom om at Kongen måske kom forbi. Inviteret af Niels Lauritsen og tilskyndet af Marsk Stig, aflagde Kong Erik Klipping besøg på Sørup. Det har måske allerede på det tidspunkt været under overvejelse, at hæve Niels Lauritsen op til en mere fremtrædende position i hierarkiet. Men det blev nu ikke til noget i denne omgang, maske fordi Kongen ikke havde så stor indflydelse som man måske skulle tro, eller også har Kongen haft på fornemmelsen, at Herremanden ikke var helt på hans side, hvilket jo unægtelig ikke var helt forkert.

En af grundene var maske også at Kongen få år tidligere (1282) blev tvunget af Adelen til at underskrive en håndfæstning der stækkede hans magt betydelig.

Men kongen kom og red over "Kongensbro" hvor folk der var stimlet sammen fra nær og fjern, ikke kunne undgå at lægge mærke til den store fysiske lighed der var mellem Kongen og deres lokale smed.
Som nogen senere sagde: "Vi har set smeden ride over broen - det var heldigvis stille vejr den dag"
På dette tidspunkt er det så at skæbnen pludselig kryber i de luskede bukser, og giver dem med lumske planer en vej de ikke kan undgå at følge.
Kong Erik Klipping er kommet under vejr med, at der er nogen der har planer om at rydde ham af vejen.

Først på aftenen den 18 november 1286 er Kong Erik Klipping ombord på en slup, på vej ind gennem Randers Fjord (Guden) ifølge med nogle få trofaste hirdsmænd.
Sikkert med det formål at tage et opgør med Randersgruppen (Niels Lauritsen, Marsk Stig og deres medløbere, med smeden Knud Ort som mere eller mindre frivillig redskab).
Der sker imidlertid det for Kongen uheldige, at hans skibet sejler ind i et vrag, som havarerede to dage tidligere.
I den stærke efterårsstorm omkommer hele besætningen, med følge. Kun Kongen selv og en væbner, redder sig i land, hvor de får fat i et par heste og rider alt hvad remme og tøj kan holde, ind mod Randaros, hvor Kongen håber at kunne hverve nogle tro svende. Da de når Sørup å, fortsætter de deres vilde ridt ud på Kongensbro, intetanende om den skæbne der venter dem.
Midt på broen bliver de begge ramt af smedens møllevinger, der raser rundt i den stride blæst - og det skulle slet ikke være sket - idet smeden i det samme var på vej op til møllen for at tøjre møllevingerne, så de ikke skulle blæse i stykker, i den stærke storm. Væbneren blev slynget over gelænderet og ud i åen, hvor han straks forsvandt i den stærke strøm, medens Kongen lå tilbage på broen, hårdt kvæstet efter at møllevingen havde ramt ham i nakken.
Knud Ort løb ned på broen, hvor han straks kunne se, at det var Kongen der lå der, livløs på hans bro.

Nu er der sikkert mange der har haft den forudanelse, at det var derfor møllen blev bygget, men den er for langt ude, at håbe på at kongen tilfældigvis skulle komme forbi, på en kold og blæsende aften.
Næh, det var et rent tilfælde. Nok var det meningen at Knud Ort skulle være redskab til et kongemord, men det skulle egentlig være foregået på en mere raffineret og uigennemskuelig måde - hvordan vil vi nok aldrig få at vide

Enten var Knud Ort rablende gal, eller også spillede han det bare, men nu havde skæbnen spillet hans kort, og udført den dåd der var tiltænkt ham.
Han slæbte nu Kongens livløse legeme ind i smedjen, hvorefter han red i strakt galop til Sørup, hvor han insisterede på at komme til at tale med Niels Lauritsen, der sad i muntert selskab med Marsk Stig og 5-6 andre personer. Han forklarede stakåndet at Kongen lå død nede i smedjen.
"Har du drukket din dumme smed" rasede Niels Lauritsen vantro.
Det tog lidt tid inden han fik dem overbevist om at han talte sandt, hvorefter hele selskabet tilligemed nogle væbnere red i samlet flok ned til smedjen, hvor de ganske rigtigt fandt Kong Erik.
Kongen var dog ikke død, men kun bevidstløs, så smeden fik ordre om at gøre det arbejde færdig, som han havde indvilget i at udføre, mod ikke at blive afsløret som manden der myrdede den unge adelsmand i 1283.
Smeden greb et halvsmedet halmspyd fra essen og jog det flere gange i Kongens bryst. Det var sådan Kong Erik Klipping endte sit liv.

De efterfølgende begivenheder blev besluttet i alt hast, lige der i smedjen, ved siden af Kongens lig. Kongen blev anbragt i et hulrum i møllens fundament, som derefter blev fyldt med is. Vinteren 1286 var begyndt med hårde frostgrader allerede midt i november, så isen kunne hentes i den nærliggende opdæmning.
Knud Ort blev iført kongens klæder og sammen med Marsk Stig red de mod sydvest, hvor de i de næste fire dage gennemførte en jagttur op gennem Jylland, hvor de lod sig se flere steder. Denne afledningsmanøvre lykkedes til fulde, idet offentligheden lige siden har troet, at Kongen var på jagttur, fire dage efter at han var død.
Det blev samtidig aftalt at de skulle mødes den 22 november, ved Finderup lade, der lå tilpas øde og det var samtidig et sted som de fleste af dem var bekendt med, fra utallige jagtturer.
Den jagttur som nu blev gennemført ligner til forveksling den der er beskrevet i litteraturen gennem de mange hundrede år der er gået siden, men med den forskel, at man har troet at det var Kongen der var på jagttur, medens sandheder er, at Kongen i virkeligheden var smeden Knud Ort.

Den 21. november blev kongens lig lagt i en overdækket vogn og med to betroede væbnere på bukken gik turen ad Finderup til.
Den 22. november om morgenen "fandt" Marsk Stig og hans selskab Kong Erik Klipping dræbt i Finderup Lade, medens Knud Ort iklædt en, for en smed, mere diskret klædedragt, satte kursen mod sin smedje ved Sørup å.
Dagen efter blev også han fundet dræbt, liggende midt på Kongensbro.

Alle deres krumspring og forsøg på at udføre den perfekte forbrydelse til trods, lige meget hjalp det, Marsk Stig blev sammen med Grev Jakob af Halland, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen og Niels Knudsen dømt for meddelagtige i mordet, og blev erklæret fredløse. Af en eller anden grund blev adelsmanden Niels Lauritsen Abildgaard til Sørup, aldrig indraget i sagen, måske fordi det for de fredsløse, var en fordel at have en medsammensvoren blandt landets mægtigste mænd (Ridder og Landsdommer)
Herremanden på Sørup sørgede for at møllen ved åen, sammen med smedjen, blev revet ned kort efter, muligvis for at sikre sig at der ikke blev fundet spor efter udåden.

Kongensbro fik lov til at tjene som overfartssted i endnu 17 år, men den 2. januar 1304 rasede der en voldsom orkan over jylland, og den syntes ikke at være spor imponeret over den flotte bro, men tog den i sin favn og slyngede den i åen. Plankerne blev senere brugt til at bygge en anløbsbro ved fjorden, som gjorde god nytte, når kaagerne lagde til for at afhænde deres varer til bønderne i Bjellerup.

EPILOG

Efter offentliggørelsen af mine intense studier omkring dette emne, er der nogle forskere der har fremført den påstand, at liget der blev fundet i Finderup Lade, slet ikke var Kong Erik Klipping, men derimod smeden Knud Ort, og at den døde mand som forbipasserende dagen efter fandt på broen over Sørup å, og som de begravede i den tro, at det var smeden, i virkeligheden var Kong Erik Klipping.

Hvis de skulle have ret i deres påstand, betyder det,. at Kongen ligger begravet oppe på bakken, et eller andet sted i nærheden af Dronningborg Maskinfabrik - muligvis under parkeringspladsen.

Måske skulle de overveje at kalde den for Kong Eriks Plads.

Og sig så ikke, at der aldrig sker noget i Dronningborg.

Så de …….
Karl

Beregnende, berusede i en syndflod af begær blev vi efterladt til storvask i tidens brænding