Erik Møllers liv i Dronningborg


Erik Møller er født i 1925, og er vokset op i Dronningborg.
Erik har boet både på Tjærbyvej og Bjellerup AllÚ, men da han var 12 år flyttede familien på Ankerhusvej. Han har haft hele sin barndom og sit voksenliv i Dronningborg.
Han har haft syv års skolegang på den røde skole, hvor Inspektøren var Alfred Larsen. Af lærere har han bl.a. haft Frøken Pedersen, Block Pedersen og Frøken Hansen.

Da Erik var 12 år arbejdede han som bankbud på Beckers Maskinfabrik, der lå hvor Danar senere startede op, og hvor Dronningeparken ligger i dag.
Som 14 årig gik han ud af folkeskolen, hvorefter han startede som arbejdsdreng på Junchers Klædefabrik. Senere kom han i lære som maskinsnedker på Odins maskinfabrik som Skjødt Nielsen ejede. Da han var udlært rejste han til Sverige, hvor han arbejdede som naver i et år, men Skjødt Nielsen sendte bud efter Erik Møller for at få ham tilbage på maskinfabrikken, hvilket Erik tog i mod. Virksomheden var flyttet fra Odinsgade til Klostervej i Dronningborg. Snedkerværkstedet lå i kælderen og Hultens systue lå i stue etagen. Erik arbejdede på værkstedet ca. seks år. To af hans kolleger startede et snedkerværksted, hvor Erik begyndte at arbejde. Han var dog ikke glad for transporten til og fra Århus hver dag, så han og familien flyttede til Århus. Efter få år vendte han tilbage til Dronningborg, hvor han begyndte at arbejde på Scandia. Han arbejdede der i ca. 30 år.

Erik Møller var modstandsmand. Han samlede våben op, og hentede våben i vandtårnet på Viborgvej og afleverede dem hos cykelhandleren på Fladbrovej. Erik havde en sejlbåd sammen med en kollega. Båden hed Åse. Båden havde de fået foræret af Skjødt Nielsen, og de havde meget glæde af den.
Familien bosatte sig på Udbyhøjvej, hvor de boede 43 år.
Erik Møller og hans kone fik tre døtre, hvoraf de to bor i Randers og en i Viby Sidst i 2012 flyttede Erik Møller på Dronningborg Plejehjem.

Fortalt til Lotte Binderup og Kitte Jensen

Beckers maskinfabrik blev bygget i 1923 af seks mand. De producerede tærskeværker og andre landbrugsmaskiner. Der var ca. 75 ansatte, og fabrikken bestod i ca. 50 år.

Opdateret d. 16.9.2013